Løgnene, vi fortæller os selv

Jeg er lige blevet færdig med at oversætte en bog af Jon Frederickson: The Lies We Tell Ourselves.
Den beskriver, hvordan vi forholder os til fantasier i stedet for til virkeligheden.
F.eks. når vi bliver vrede på vores mand/kone/kæreste, fordi de ikke vil det samme, som vi vil.
Så vil vi jo med vores vrede lave dem om. Vi vil have, at de skal være ligesom vores fantasi om dem.
Eller når vi tror på et menneske, som lover et og gør noget andet – igen og igen.
Så ser vi fantasien om, at mennesket vil holde, hvad han lover, og ikke realiteten, at han igen vil bryde sit løfte.
Disse fantasier er de løgne, vi fortæller os selv. Og når virkeligheden banker på eller laver sprækker i fantasien, så opstår pinen – den psykiske pine.

Årsagen til, at vi holder fast på disse fantasier, at vi fortsætter med at fortælle os selv disse løgne, er, at vi derved undgår at mærke følelserne nedenunder – sorgen eller hvilke følelser, det nu er, vi undgår.
Det er ikke følelserne, der er pinagtige, det er det at undgå dem, sammenstødene med virkeligheden.
Når f.eks. vi møder et menneske, som vi ikke kan lide, gør vi os nemt forestillinger om, hvordan dette menneske er.
Sådanne forestillinger har ikke noget at gøre med dette menneske, men er vore egne projektioner, det i os selv, som vi ikke vil være sammen med, og som vi derfor kaster over på det andet menneske.
Således møder vi ikke det andet menneske, men i stedet vores egne fantasier om dette menneske.

Det lille barn, som bliver vred på sin mor, får måske sin mor til at mærke sin vrede, som hun ikke vil være sammen med. Det lille barn lærer derfor af sin mor, at når det mærker og viser vrede, bliver det ikke elsket. Det lærer at undgå at mærke sin vrede, at styre og kontrollere sin vrede, så det kan blive elsket.
Dette fortsætter barnet med som voksen og bliver måske deprimeret, hvis det i stedet for at vise sin vrede vender den mod sig selv. “Jeg er forkert og ikke god nok”.
Eller barnet bliver som voksen måske temperamentfuld, hysterisk eller kolerisk, fordi vreden slipper ud og rammer uskyldige som dampskyer fra en trykkoger, og skaber ulykker i det voksne barns liv.

Formålet med psykoterapi er at få forsvarene mod virkeligheden til at falde, at gøre det muligt at se fantasierne og løgnene som det, de er – et slør for virkeligheden.
Og at give plads til at rumme de følelser, som var trængt væk.
Så der bliver plads til livet indeni og udenfor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *